Søg
  • Theresa Bjerre

JEG VED VOL 2!


OBS! Dette indlæg omhandler en voldtægt med detaljerede beskrivelser,

og er ikke for børn og unge.


”Er du okay?”

Mine ord forsvandt nærmest i rummet, som var der en usynlig kraft, der sugede alt til sig.

Han svarede ikke.

”Hey .. er du okay ?” spurgte jeg igen, mens jeg kærligt lagde en hånd på hans skulder.

Han skuttede sig ved min berøring og vendte sig da om.

Jeg gispede stille da vores blikke mødtes. Hans øjne var helt udspilede og mørke.

”Søde skat, hvad er der dog galt?” sagde jeg med en stemme der emmede af omsorg og bekymring.

”Dig!” sagde han sammenbidt.

En million tanker fløj igennem mit hoved. Vi havde haft en hyggelig dag, hørt musik, snakket, grint og stod i køkkenet omgivet af røre skåle og bagværk.

Jeg var næsten nøgen, havde intet andet end mine strømpebukser på og jeg var tryg.

Intet kunne have forberedt mig på de timer, der skulle til at udfolde sig, med det lille ord.

”Dig!”

Jeg kiggede forvirret på ham, mens jeg stille sagde; ”Hvad mener du?”

”Du er så fucking dum og naiv og jo mere jeg tænker over det, jo mere mister jeg respekten for dig! Du lever i din egen lille verden og har absolut ingen ide om hvordan virkeligheden er!”

Jeg nåede ikke at få et ord indført, før han fortsatte.

”Jeg troede, at du var anderledes end alle de andre, men du er fuldstændig ligesom dem, eller .. du er faktisk værre. Du er værre fordi du lader som om du er så meget bedre, men jeg kan se hvad du er! Jeg ser hvem du er og du er så dum ! Du aner intet om livet og jeg kan ikke bruge dig til en skid!”


Min puls steg i takt med hans ord, der rungede i min krop.

Bevidstheden om, at jeg var nøgen blev pludselig meget stor og jeg gik forbi ham for at tage mit tøj på, samtidig med, at jeg forhastet begyndte at kaste de vigtigste ting i min taske.

”Ja ja .. der kan du bare se” hans stemme blev højere og hans blik mere stålfast.

”Du skrider bare ligeså snart der er modgang. Pak du bare dine ting, jeg har alligevel ikke brug for dig din fucking ludder!”


På trods af det begrænsede udsyn igennem mine tårefyldte øjne, kunne jeg se, at han stod meget afslappet og hang op ad køkkenbordet. Det gav absolut ingen mening for mig. Han lød så oprørt, men han så så rolig og fattet ud. Jeg pakkede videre, scannede stuen for at se om der var noget jeg havde glemt, mens jeg lukkede min taske. Pludselig stod vi ansigt til ansigt, han rev tasken ud af hænderne på mig og smed den ud i gangen, kastede mine sko ind i væggen og sparkede til møblerne.


”Du er kraftedeme så klam! Jeg forstår godt hvorfor der aldrig er nogen der har elsket dig, for det er der ikke. Uanset hvad de har sagt til dig, så lover jeg dig for, at de har løjet, for der er aldrig nogen der vil kunne elske sådan et menneske som dig! Du skal bare fucking skride ud af min lejlighed og ud af mit liv! Jeg vil aldrig se dig og dit klamme ansigt igen!”

Med tasken over skulderen og skoene halvt på, vendte jeg mig mod køkkenbordet for at tage min telefon. I samme sekund mærkede jeg ham gå forbi mig, hen til hoveddøren.


”SKRID!” råbte han. ”Du skal bare fucking skride og aldrig komme tilbage igen!”


Det var absolut ikke en sætning, der skulle siges to gange. Aldrig i mit liv havde jeg oplevet noget så ubehageligt og uforståeligt. Men jeg var ligeglad, jeg havde ikke tænkt sig at blive hængende for at få en forklaring. Manden var tydeligvis så forstyrret, at min eneste tanke var at komme ud af lejligheden og ned på gaden så hurtigt som mine små fødder kunne bære mig.


Han stod foran døren og jeg hadet tanken om, at jeg skulle forbi ham for at komme ud, men egentlig var jeg ligeglad med hvad der stod foran den dør, for ud skulle jeg. Jeg hankede op i mig selv og tog det første skridt imod døren og mit escape fra dette vanvid!

Da jeg kom hen til døren, stod han med hånden på dørhåndtaget.


”Hvor tror du, du skal hen?” sagde han, mens han kiggede direkte på mig.

”Øh, ud!” sagde jeg med en meget bestemt stemme. Nu kunne det være nok! Han skulle fandme ikke stå der og svine mig til, bede mig om at skride også have den frækhed, at spørge mig hvor jeg skulle hen.

”Du skal ingen steder”, sagde han og et lille smil fandt vej til hans mundvig.

”Og det faktum, at du rent faktisk tror, at jeg vil lade dig gå, er bare et bevis på at jeg har ret i, hvor fucking dum du er!”


I selv samme øjeblik bredte en følelse sig i min krop og sind. Det her handlede om magt. Du skal ikke lade ham se, at du er bange! Du skal ikke lade ham se, at du er ked af det! Du kan godt det her, du kan godt komme ud!

”Du skal bare fucking flytte dig! Du står og beder mig om at skride og det er præcis det jeg gør!”


Da det gik op for mig, at han ingen intentioner havde om at flytte sig, tog jeg et skridt bagud, vendte mig om og gik ud i køkkenet for at stikke af, igennem bagdøren.

I selv samme øjeblik som min hånd havde godt fat om dørhåndtaget og trykkede ned, hørte jeg hans stemme roligt sige; ” tror du, at jeg er så dum, at jeg ikke har låst bagdøren? Og du kan godt droppe alt om at finde nøglen, hvis ellers din ringe intellekt kan tænke så langt!”

Jeg fandt nu mig selv i den værst tænkelige situation. Jeg var trængt op i et hjørne. Stod i køkkenet ved en låst dør, der på ingen måde var til at komme ud af, med ham lige foran mig.


Dette blev starten på de værste timer i mit liv. Tårerne var ved at tage over, om det var tåre der kom af frygt eller svigt vidste jeg ikke, men ikke desto mindre var de der.

De blev dog hurtigt afløst af panik. Jeg mærkede hvordan hver en celle i min krop arbejde på højtryk. Hvad kunne han finde på at gøre? Ville han voldtage mig? Slå mig ihjel? Jeg havde ikke den ringeste idé.


Jeg kiggede bedende på ham og alt imens hans ord fløj imod mig, som skarpe knive, kørte min hjerne med 100 km i timen. Jeg hørte næsten ikke hvad han sagde, da tankerne om overlevelse fyldte for meget i mit sind!

Hvilken skuffe er knivene i? Hvor står strygejernet i soveværelset? Hvilke flasker slår hårdest?


Jeg vidste, at jeg kunne komme ud af hoveddøren, men det krævede, at jeg kom forbi ham og det var deri udfordringen lå. Jeg vidste, at vi var nogenlunde lige stærke, men han havde langt mere uudholdenhed end mig og jeg turde ikke satse på, at være hurtigere end ham og slet ikke når han var i den tilstand.


Han var som besat. Besat af mig. Hadet var så stort og skældsordene var så mange, at de kunne have fyldt hver eneste lejlighed i hele bygningen. Jeg følte en kvalme presse sig på.

Mine bedste chance var at tale ham efter munden. Lytte efter hvad han gerne ville have og give ham det, i håb om, at han vil sænke sine parader længe nok til, at jeg kunne komme forbi ham.


”Du har ret”, sagde jeg, mens jeg løftede hovedet og kiggede ham direkte i øjnene.

”Jeg er dum og naiv og guderne må vide, at jeg også føler mig sådan lige nu. Men du har jo ret. Jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for dig til at hjælpe mig på rette vej. Jeg vil gerne være den kvinde du så brændende ønsker dig. Den kvinde, der kan gøre dig lykkelig. Bare fortæl mig hvad jeg skal gøre, jeg vil gøre hvad som helst.”

Hans blik blev blidere og hans kropsprog ændrede sig i takt med mine ord.

Med forhåbning om, at min taktik virkede, samlede jeg mod nok til at nærme sig ham.

Han sad på køkkenbordet og kiggede ned i gulvet, hans arme hang slapt ned langs siden og energien ændrede sig fra vred til sårbar.


”Du kan godt se det ikke ? Jeg kan ikke være i forhold. Jeg kan ikke have en relation til et andet menneske, for jeg gør altid det her. Jeg siger ting jeg ikke mener og bliver vred. Så snart jeg føler noget, kan jeg ikke håndtere det og reagerer fuldstændig forkert.”

Jeg lagde hænderne på hans lår og følte en stærk medlidenhed strømme frem. Jeg var stadig ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle ud, men jo mere sårbar han blev, jo nemmere ville det være for mig. Samtidig følte jeg med ham. Jeg vidste, at han havde det svært med mange ting og kunne jo tydeligt se, at han led. På trods af hele situationen, fandt jeg et sted i mit hjerte, hvor der var plads til omsorg og jeg fortalte ham kærligt, at han var et dejligt menneske og, at det nok skulle gå alt sammen.


Han forblev tavs. Jeg lod mine hænder glide ned af hans lår og trådte stille et skridt mod venstre, mod døren, mod min frihed. I samme øjeblik tog han fat i min arm, kiggede direkte på mig og sagde uden så meget som at blinke; ”Du går ingen steder, vi er ikke færdige her og du skal ikke regne med, at du kan snakke mig ned til at lade dig gå!”

Mit blod frøs til is. Han var ikke færdig. Og sandt nok. Hele sceneriet startede forfra og mit mareridt var langt fra slut.


Jeg havde mistet tidsfornemmelsen. Det var blevet mørkt udenfor, men det havde det nu været længe.


Jeg sad i hjørnet i køkkenet, presset ind mellem køleskabet og døren, med armene foldet rundt om mig selv i beskyttelse, mens hans ord haglede ned over mig i en strøm, der ingen ende ville tage.

Jeg vidste, at jeg ikke ville komme ud herfra, med mindre jeg tog drastiske midler i brug. Han svingede fra sørgmodig til vred, til bebrejdende, til kærlig. Jeg havde aldrig i mit liv set magen. Aldrig oplevet denne form for misbrug, men vidste dog, hvor mine chancer var størst.

Jeg havde fundet ud af, at vrede ikke virkede. Det hjalp ikke at råbe af ham eller true mig vej ud og jeg turde ikke blive fysisk for chancerne for, at jeg tabte den kamp med mit liv, var for stor.


Jeg vidste, hvad jeg blev nød til at gøre.


Jeg lukkede øjnene og bedte en stille bøn til Gud. Bedte om hjælp, om beskyttelse og om styrken til at gøre det jeg skulle gøre, for at komme derfra.

Med stakket åndedrag og rystende ben, rejste jeg mig op, gik over til ham og kyssede ham.

Hans talestrøm stoppede. Hans øjne lukkede sig i og han kyssede mig igen.


Jeg lagde hænderne på hans lår og klemte, jeg blev nød til at gøre noget fysisk kraftfuldt, for at mærke, at jeg stadig var til stede i min krop. Han reagerede på min berøring, ved at kysse mig mere inderligt. Han indtog mig, som var jeg hans at indtage. Han brød kysset og kiggede på mig. Jeg holdt vejret. Hvordan ville han reagere, hvad ville hans næste træk være. Jeg forberedte mig på at blive spyttet på, slået, bidt eller skubbet i gulvet. Intet af dette skete. Hans blik ændrede sig. Hans øjne blev fyldt med lyst og begær. Han hoppede ned fra køkkenbordet, uden på noget tidspunkt at slippe mine arme. Han trak mig ind i stuen, hvor hans madras var og smed mig i en hurtig bevægelse, ned på sengen.

Jeg fik lov til at lægge der lidt, mens han betragtede mig. Ikke med ømhed eller kærlighed, men med afsky og irritation. Hans ord støttede godt op om hans sindstilstand.

Han ville have mig og skulle nok få mig, men ikke uden at lade mig vide, hvor klam og utiltrækkende jeg var. At jeg skulle føle mig heldig at han overhovedet ville have noget med mig at gøre.


Da jeg mærkede hans vægt på mig, var jeg ikke længere tilstede i min krop.


Jeg kunne høre hans lyde, lugte ham, smage ham og mærke ham dække hver en cm af mig, både udvendig og indvendig. Jeg kiggede op i loftet og bedte til, at jeg ikke skulle kaste op. Han tvang mig tilbage til min krop ved at kræve min opmærksomhed, kræve mit blik, kræve min mund og min krop. Han var ikke blid, han var ikke sød. Han var voldsom, han var ligeglad.


Med armene fikserede under hans ben og frygten strømmende i mit blod, kunne jeg intet stille op, da hans hænder strammede om min hals og jeg mærkede den sidste luft forsvinde, ud igennem mine sammenbidte læber.


Selv det tog han.

Min sidste luft.


I tågerne af mit mareridt, blev synet af hans forvrængede ansigt, mens han tømte sig i mig, printet ind i min hukommelse.

Han løsnede grebet om min hals, væltede om på siden og der lå jeg.


Nøgen

Brugt

Ude af stand til at bevæge mig


Jeg ved ikke hvor lang tid vi lå der. Jeg ved ikke hvor langt tid der gik, før hans åndedrag blev tungere og hans krop gav efter. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå, paralyseret af skræk for at rejse mig.


Jeg ved, at solen stod op.

Jeg ved, at jeg vendte mig om på siden, med ansigtet væk fra ham.

Jeg ved, at jeg tvang mig selv til at kigge på ham for at være sikker på, at han sov.

Jeg ved, at jeg tog mine ting uden at lave en lyd.

Jeg ved, at jeg tog mit tøj på ude i opgangen.

Jeg ved, at jeg løb ned fra 6. Sal på Østerbro i København.

Jeg ved, at jeg tog bussen grædende.

Jeg ved, at jeg kom hjem.

Jeg ved, at det kun var starten på et nyt mareridt.

Jeg ved, at jeg overlevede.


Jeg ved, at jeg er i stand til at redde mit eget liv og vigtigst af alt, så ved jeg, at denne historie er sand og jeg er ikke længere bange for den!



59 visninger
  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon