Søg
  • Theresa Bjerre

Om mavefornemmelser og første gange

Forhåndsviden for at dette indlæg giver bedst mening. Romeo har første dag i børnehave i dag.

Det er Romeos første møde med en institution, da han er blevet hjemmepasset indtil nu.


René og jeg har fået skudt mange ting i skoene siden vi fik Romeo. Én af dem var, at vi holdt Romeo hjemme for vores egen skyld og at det var synd for ham, at han ikke kom i vuggestue/dagpleje, mest fordi folk var af den overbevisning, at børn har brug for venner og at blive stimuleret.


Vores beslutning om at holde Romeo hjemme var meget velovervejet. Den var baseret på meget forskning omkring børn, tilknytning, hjernens udvikling, børns følelsesliv mm. Beslutningen havde fundament i en stærk mavefornemmelse og tro på, at det var det bedste for ham og den fornemmelse blev kun stærkere i takt med, at vi blev klogere.


René og jeg har en aftale om, at alt vi gør for drengene skal være for deres skyld. Ikke vores! Vi ser det som vores fineste opgave at give dem det bedste vi kan, ud fra deres egne ønsker (når de er gamle nok til at have ønsker).


Da Romeo begyndte at nå børnhave alderen, skulle vi skrive ham op, fordi vi ville give ham muligheden for at prøve det af og se hvad han syntes. Der var én børnehave i vores område, vi følte, at vi kunne stå indenfor. Så det var den han blev skrevet om i. En lille hyggelig, natur børnhave med max 25 børn. Til vores store overraskelse fik han en plads og i dag er dagen, hvor han har sin første dag. Det er René, der tager med ham den første uges tid og jeg har dagen lang modtaget billeder og beskeder af en Romeo, der hygger sig så meget, at han slet ikke har tid til René og i skrivende stund (13.13) er han stadig ikke til at hive hjem!


Jeg har det som om mit hjerte skal briste af lykke!


Jeg er så taknemmelig for, at Romeo er så tryg i verden, at hans sjæl kan boltre sig frit. At hans tryghedszone kan blive udvidet på så fin en måde og jeg er så pisse stolt af, at vi lyttede til vores mavefornemmelse og gav ham den start på livet som vi gjorde.


I dag har jeg leget med William, jeg har ryddet (lidt) op, jeg har malet og trukket vejret dybt til musik jeg holder af. Jeg har skrevet dette indlæg. Jeg har fået 2 nye gode idéer og jeg har været rørt. Rørt over den evige udvikling og livets foranderlighed. Over at ingen ved hvad morgendagen bringer. Jeg kan ikke forestille mig nogen større glæde, end altid at kunne blive overrasket af livet.

Af hjertet tak for denne dag




23 visninger
  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon