Søg
  • Theresa Bjerre

Et hjemmeliv

Min graviditet med Romeo var ikke planlagt. Den var dog meget ønsket og hverken René eller jeg var i tvivl om, at vi ville være forældre, da jeg stod med en positiv test i hånden en sen aften i vores lille 2 værelses lejlighed. Vi snakkede hele natten, om håb og drømme, frygte og udfordringer. Vi snakkede om, hvad der var vigtigt for os, hvilke værdier vi havde og hvordan vi ønskede at starte vores liv som familie.

Det var vigtigt for os, at vi var 100% enige om fundamentet som vi skulle bygge på, så der

var plads til nuancerne og vores (store og mange) personlige forskelle i alle detaljerne.

En af de fundamentale ting vi var enige om var, at vores børn ikke skulle i institution. Det var en blanding af vores egne personlige erfaringer og oplevelser, en stor viden om forskning på området omkring børns udvikling og de faktiske forhold som pædagogerne arbejder under i dagens Danmark.

Vi aftalte, at Romeo skulle være hjemme hos os, indtil han nåede børnehavealderen (3 år) og der ville vi finde et sted, der var i overensstemmelse med vores værdier også ville han få lov til at prøve børnehavelivet af og se om det var noget for ham. Vi aftalte, at vi ville lytte til ham og hans ønsker. Børnehave skulle være for hans skyld, ikke vores! Derfor ville vi fortsat indrette vores liv efter, at han kunne komme hjem igen, hvis det var det han ønskede.

Vi snakkede om, hvad vi var villige til at give afkald på, for at dette kunne lade sig gøre.

Uden at vide det helt præcist, er jeg ret sikker på, at jeg er vokset op lige omkring fattigdomsgrænsen. Jeg er aldrig gået sulten i seng og har altid haft tøj på kroppen, men jeg har aldrig gået til noget, der kostede penge, jeg har rejst 2 gange som barn og vi handlede altid ind fra dag til dag, så for mig var det ikke en bekymring at leve for minimale midler, for det er jeg rigtig god til. René derimod var meget nervøs for det, da han er vokset op med 2 arbejdende forældre, der tjente godt. Han boede i et stort hus med kummefryser og har aldrig skulle tænke på penge.

René har virkelig imponeret mig meget i hele processen. Han har lært meget om, hvad der er vigtigt for ham og hvordan et godt liv ikke afhænger af, hvad du har stående i banken, men hvor du ligger din tid og med hvem.


Det har dog krævet mange timers snak og en sygemelding med stress, fordi han knoklede sig selv halvt ihjel på job, for at skabe en sikkerhed han troede han havde brug for, for at lykkedes som forældre.

Når vi bliver forældre kommer der så utrolig mange ting i spil.

Gamle overbevisninger, vores egen opdragelse, relationerne til vores forældre, værdisæt, frygte og drømme.


Jeg følte mig meget alene i starten af mit moderskab. Både i rollen som mor, men også med de valg vi tog for Romeo. Der var ikke nogen i vores omgangskreds, der gjorde det samme og det var utrolig ensomt. Jeg brugte instagram meget! Der er virkelig mange inspirerende mennesker at finde derinde og jeg fandt ligesindende. Jeg fandt andre mødre, der talte om de ting jeg følte. Det hjalp!

Af inspirerende profiler du kan checke ud på instagram, kan jeg anbefale


Maj_My

KristianHumaidan

NeoHippie.dk

KulturkritiskForum (her er også en hjemmeside med mange brugbare tips ex økonomi, forskning, podcasts og foredrag)

Familieudenfilter

Frisat_familie

Jegermor

Jeg begyndte at læse bøger om emnet, for at blive klogere og bedre til at forsvare vores beslutning, hvilket var noget jeg følte, jeg havde brug for at kunne i starten.

Af bøger kan jeg anbefale

Hold on to Your Kids af Dr Gabor Mate og Gordon Neufeld

Er der nogen hjemme? af Janni Iben Stevn Hansen

Forældre i nuet af Shefali Tsabary

Børnenes 5 kærlighedssprog af Gary Chapman og Ross Campbell

Know your parenting personality af Janet Levine

En af de ting jeg tit læser i diverse forums er, at folk har udfordringer med er, at de ikke ved hvad de skal svare når andre stiller kritiske eller grænseoverskridende spørgsmål omkring beslutningen at hjemmepasse. Vi er så absolut også blevet stillet mange spørgsmål i tidens løb og jeg tænker, at jeg vil dele mine svar med jer her. Nogle af dem er helt stille og rolige og seriøse, imens andre drypper af sarkasme fordi sådan er jeg som menneske ;-)

For mig har der altid været stor forskel på om spørgsmål (om hvilken som helst personlig beslutning), bliver stillet med nysgerrighed for at blive klogere, eller om de bliver givet med fordømmelse. Jeg forsøger at møde verden med den overbevisning, at alle kommer et godt sted fra og, at vi alle kan blive klogere, ved at tale sammen fra et respektfuldt sted.

Nogle gange går det godt for mig, andre gange med knap så stor succes, hvilket mine svar også reflekterer.


“Er i ikke bange for, at i ikke kan aktivere ham nok?”

Svar: Ikke den mindste smule! Små babyer/tumlinger har slet ikke brug for at blive stimuleret mere end at følge med i dagligdagens gøremål. Sidde og kigge på vaskemaskinen dreje rundt, læse en bog, studere et blad i haven eller på altanen, slå hænderne ned i gulvet, lytte til den samme melodi 100000 gange. Babyernes verden er gentagelsernes verden og jeg tror på, at det store behov for at aktivere vores børn i virkeligheden handler mere om vores behov for at være gode forældre og for ikke selv at kede os, end det egentlig handler om vores børns behov. De vil bare have vores tilstedeværelse og nærvær.

“Er du ikke bange for, at han ikke vil kunne finde ud af at lege med andre børn?”

Svar: Næ. Der er mange studier, der viser, at børn faktisk ikke kognitivt er i stand til at få “venner” som vi forstår det, før de er omkring 5 år gamle. De kan sagtens have glæde af andre børns selskab, men hvis det er i sammenspil med følelsesregulerende voksne. Ud over det betyder hjemmepasning jo ikke, at jeg holder dem fra andre børn, der er andre måder at lege på, end at gå i vuggestue.

“Hvad med socialisering?”

Svar: Altså .. jeg taler med kassedamen nede i Netto tit .. og dig nu ..

“Hvordan vil i finde tid til jer selv? Det er jo vigtigt, at hele jeres liv ikke kun handler om ham!”

Svar: Han sover 2 lure om dagen, det er ca 3 timers tid bare til mig, det ser jeg som en kæmpe luksus også handler det om at finde de små åndehuller og få så meget ud af dem som muligt. Være tilstede i nuet istedet for hele tiden at tænke på alt det jeg skal nå eller ikke har fået lavet. Men uanset hvad, så handler mit liv om mit barn, det er derfor jeg har fået ham.

“I er heldige! Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme, føler du dig ikke meget priviligeret?”

Svar: Jeg føler mig priviligeret fordi jeg ikke behøver at bo i et telt i skoven eller hos familie jo. Jeg føler mig priviligeret fordi vi bor i et land, hvor vi har sygeforsikring, demokrati mm, men jeg føler mig ikke heldig fordi jeg kan holde mit barn hjemme! Det er ikke held! Det er benhård prioritering. Det er et aktivt tilvalg af hjemmelivet hver dag igennem fravalg af uendelig mange ting.

Heriblandt:

Biografture, slik, kage, chips, vin, café besøg, frisør, nyt tøj, fast ejendom, røde bøffer, rejser, dyrt legetøj, indretning, store gaver til fødselsdage, bil, negle, spature, koncerter, tivoliture, ja praktisk talt alt hvad der bor i selvforkælelses og oplevelses kategorien.

Betyder det, at vi aldrig gør nogle af disse ting. Nej, det gør det ikke, fordi vi sparer sammen og ønsker os oplevelser og selvforkælelse i fødselsdags og julegaver, og her føler jeg mig heldig ! At vi har mennesker i vores liv, der er med til, at disse ting kan lade sig gøre engang imellem.

“Ja, der er jo ikke nogen af os, der er døde af at gå i vuggestue, det er godt for børn at lære tidlige, at mor og far ikke altid er der”

Svar: Nej i døde tydeligvis ikke, men en del af jeres empati gjorde da, hold da op for en udtalelse. Jeg har ikke fået børn for at lære dem. at jeg ikke er der, før deres hjerne er i stand til at forstå, at jeg kommer tilbage igen!

“Er det ikke svært for dig, at du ikke bidrager til samfundet? Altså når du ikke betaler SKAT, men bare går hjemme”

Svar:

“Det du gør er simpelthen bare så anti feministisk! Helt ærligt, vi kvinder har bare kæmpet for retten til at arbejde i så mange år også vælger du at være med til at sende os tilbage til kødgryderne!”

Svar: Godt så! Kvinder har kæmpet og kæmper stadig for retten til at gøre lige præcis det vi vil med vores tid og krop. Hvis jeg vælger, at min krop skal gå hjemme og være med mine børn, så er det min feministiske ret at gøre! Jeg ser det først som et problem af feministisk karakter, hvis jeg blander mig i, hvad du skal gøre, hvilket jeg ikke gør! Hvis jeg passer mine kødgryder, så styrer du helt selv, hvem der passer dine!

Dette indlæg handler ikke om, hvorvidt hjemmelivet er bedre end institution eller omvendt. Kun du ved, hvad der er bedst for dig og din familie. Jeg deler ud af mine erfaringer for at fortælle dig, at du ikke er alene med dine følelser.

Hvis du sidder og har ondt i maven over at skulle aflevere dit barn i vuggestue eller børnhave, men ikke føler, at du har et valg.

En misforståelse jeg tit møder er, at hjemmepasning er meget rosenrødt, hvilket ikke er realiteten (for mig hvertfald). Det er absolut mindre stressende, fordi vi selv bestemmer over vores tid og det gør alverden til forskel, men der er gode og dårlige dage, fuldstændig som alle andre steder. Det kræver et stort fokus og nærvær for at være med børn på fuldtid. Jeg kan personligt godt blive lidt bims af alt det børnegejl.


Mit vigtigste livsgrundlag er frihed. Jeg er villig til at give afkald på næsten alt for frihed.

Hjemmepasning skaber frihed for min familie og mig i min familie, men den fjerner alt personlig frihed, men det oplever jeg at moderskabet gør generelt, så jeg har mere eller mindre affundet mig med, at jeg har minimal tid til mig selv og mine personlige interesser de næste mange år. Det er uden tvivl det største kompromis jeg nogensinde har lavet (og kommer til at lave), men det er også for det vigtigste jeg har.

Der er mange bevæggrunde for at vælge hjemmepasning, dette er blot nogle af mine.

For en måned siden startede Romeo i den dejligste lille børnhave i vores nabo by. Den er privat, har max 25 børn, dygtige pædagoger og skønne udearealer. Romeo er en dreng med et crazy højt energiniveau! Han stoppede med at sove middagslur da han var 2.5 og kører fuld fart frem fra 07.00 - 19.00. Derfor kom det ikke bag på os, at han knus elsker at gå i børnehave. Han er utrolig social af natur og meget modig, så han får nemt venner og leger med både børn og voksne.

Han har skulle lære, at det er okay, at vi går og at vi altid kommer tilbage. Vi har holdt fast i, at vi ikke går fra ham når han er ked af det, uanset hvor langt tid det tager og efter 3 ugers tid havde han erfaret, at det ikke var farligt og han har stille og stødt udvidet hans tryghedszone til også at være børnehaven.


En ting der er vigtig for os er, at Romeo er i børnhave for Romeos skyld. Ikke vores! Han er der fordi han kan lide at være der, lege med de andre børn og indgå i det fællesskab, der er der. Hvis det en dag ændre sig, jamen så er det bare det, også gør vi noget andet. Hos os er alting altid til forhandling og man kan komme og sige, at nu vil man gerne noget andet, også kigger vi på, hvordan det kan lade sig gøre.

Personlig frihed indenfor de rammer vi som forældre sætter for vores familie.




Noget af det jeg oplever som værne utrolig vigtigt er at huske på, at uanset hvor mange meninger der omgiver dig, så er det dig, der ved bedst. Du ved godt hvad du vil og det er din ret at leve livet som du ønsker. Så kan alle andre gøre det samme med deres liv!

Din forældre, svigerforælder og andre fra den generation, har haft deres tid med deres børn til at gøre det på deres måde. Nu er det din tur til at gøre det på din måde! De kan byde ind med kærlige råd og god erfaring, når du beder om det og ellers er det min overbevisning, at de ikke skal gøre andet end at støtte og være der for dig og din familie.


Min mor har altid sagt, at børn er til låns. At man som forældre får lov til at give sine børn alt den visdom man kan og hjælpe dem med at vokse op, men at det ikke giver en retten til at være en del af deres liv når de bliver voksne. Stadig den dag i dag fortælle hun mig tit, hvor taknemmelig hun er for at få lov til at være en del af vores liv, fordi hun ikke tager det som en selvfølge og selv når hun ikke forstår mine beslutninger, stoler hun på mig og viser mig tillid og respekt i den udtrækning jeg har brug for.

Jeg ønsker for alle mennesker, at de mærker efter hvad der er sandt for dem og lever den sandhed! Det er så utrolig vigtigt, at vi føler os tilpasse i livet, for vi er her for at leve det, ikke for at behage andres idé om, hvordan vi skal leve.


91 visninger
  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon